ÅRET DER GIK // 2018

Hej venner,

Jeg er nok lidt sent ude med det her indlæg, men jeg tænker hele tiden på, hvor vildt et år 2018 var og hvor vildt 2019 bliver. Derfor laver jeg i første omgang det her indlæg, hvor jeg samler mine tanker omkring året 2018 og i næste uge, der skulle der gerne komme et indlæg omkring mine planer, ambitioner og håb for 2019. Så jeg håber at I vil læse med. Meget af det kan jeg takke jer for 💕

 

Så lad os da bare starte. Det jeg først kommer i tanke om. Nemlig min beslutning om at stoppe på skolen for Kunst og Design, for i stedet at arbejde fuldtid som souschef på VACA. Ikke min bedste beslutning i livet. Men den føltes rigtig dengang. Jeg gjorde fordi en fed mulighed kom og og jeg ikke ville være bundet til Aarhus. Men det gik i vasken og jeg endte på Vaca. Ikke min bedste tid. Lad mig sige det sådan. Jeg var ikke glad. Og sagde også jobbet op for at holde en lang sommerferie.

Men til gengæld gav det mig tid til at få ordentligt fokus på bloggen og ændre retningen for den. Så det gjorde jeg og DET er jeg yderst taknemmelig for 🙏🏼 Det har givet mig så meget liv, drive og motivation for fremtiden. HELT uundværligt!

2018 blev også året, hvor jeg fandt ud af hvad jeg ville læse. Noget jeg på INGEN måde havde set komme. Jeg havde ikke rigtig regnet med det, opsøgt det eller noget. Men en dag, så faldt jeg over det. Sustainable Fashion. Så jeg fes til åbent hus på KEA, lavede en optagelsesprøve, forventede INGENTING, fik en standby plads og kom ind til studiestart d. 23. august….. FUCK. Da jeg sad med den optagelsesprøve i marts, havde jeg ingen forventning om at sidde her hvor jeg gør nu. Livet er en besynderlig størrelse.

det var lige min rejse i billeder 😅

Og apropos hvor jeg sidder nu. Hjemme hos mine forældre. For det er her jeg bor nu. Hjemme. Igen. Efter et udfordrende, lærerigt, hårdt, dejligt, fantastisk, oplevelsesrigt, kærlighedsfyldt, ensomt og glædeligt år i Aarhus. Det er underligt. Men jeg klarer at stå op kl. 6, med toget klokken 7.10 og en skoledag fra 8.30-14 alligevel. For motivationen er der (heldigvis) jeg har fundet min hylde. For nu. Det næste halvandet år 😉 Så ser vi hvad der sker derfra.

2018 var i den grad også det år, hvor bloggen og instagram tog fart. Der er kommet så mange nye til og jeg elsker det! Men det var også året, hvor jeg “afslørede” det på instagram og facebook, så alle mine venner, familie og bekendte kunne se det. Det var VIRKELIG grænseoverskridende. Men nu er jeg stærkere og giver ikke en fuck for, hvad andre siger og tænker. Det må de selv om. Jeg gør hvad jeg vil og ingen skal skrue ned for mig, mine ambitioner, mine drømme, min passion. Ingen.

Det var en dejlig sommer. Solen skinnede absurd meget. Jeg var på min første ferie med Nicolai. Det var fantastisk og lige hvad vi havde brug for, inden at vi igen skulle bo i hver vores ende af landet. Men tiden efter ferien og flytningen var hård. Vi har været grædefærdige, sure, bange, frustrerede, uenige. HELE fucking paletten. Pyha en omgang vi skulle igennem i efteråret… NOT funny. Men vi er kommet ud på den anden side. Vi har valgt hinanden, valgt at vi er et team, vi hjælper hinanden, løfter hinanden, forstår hinanden, kommunikerer med hinanden, elsker hinanden, støtter hinanden, prioriterer hinanden, giver plads til hinanden og ikke mindst er stolte af hinanden 💕 I skal vide, at mit forhold ikke er perfekt. At det her er et af de HELT STORE bump vi har haft i de tre år vi har været sammen nu. Så bare rolig. Men jeg vil også vise, at man godt kan komme ud på den anden side. Men det kræver en fælles indsats!

han er sgu dejlig 💕

2018 har været for vildt. Min ældste lillesøster Kathrine blev 20??? Og hun blev student??! Min søde veninde Frederikke blev student. Og Karoline blev også konfirmeret?! SHIT. Og vi var til et fantastisk bryllup hos Nicolais fætter og hans kone. Min lille niece er blevet to år og min kusine fødte sin lille søn kun en dag efter Nicolais 22 års fødselsdag!?! Jeg blev selv toogtyve. “22” med Taylor Swift blev spillet på repeat. Min søster Cecilie blev 18, startede på kørekort og fik kørekort. Der er sket så meget.

Jeg har fået plejet mine venskaber. Mine skønne veninder jeg har haft gennem mange år. Dem kan jeg altid regne med. ALTID. Og jeg har fået nye bekendtskaber, her tænker jeg især på skønne Tanja Gotthardsen, der blogger på Secondhandfirst.dk. Jeg har også fundet en masse inspirerende og opløftende kvinder på Instagram, der flittigt følger med hos mig og jeg hos dem. Det er helt fantastisk! Og jeg kan ikke takke dem nok.

Jeg startede på bodyflow instruktøruddannelsen, bestod, men droppede at gå videre med certificeringen, da jeg blev for stresset. Der måtte jeg virkelig mærke efter og træffe en rigtig sur beslutningen. Men jeg havde en masse skønne og forstående mennesker ved min side, så det blev ikke så hårdt som jeg havde forventet. Heldigvis. Og måske det bliver en anden gang længere ude i fremtiden. Det er ikke til at sige.

 

Der er virkelig sket meget i årets gang. Det er helt utroligt. Og der er sket meget mere end der står i det her indlæg. Men hvis jeg skulle nævne alt, så ville det blive meget, meget langt. Og det er der ingen af os der har lyst til 😅 Let’s be honest.

Jeg sidder sgu og bliver lidt rørt mens jeg skriver det her indlæg, men det er simpelthen fordi jeg er så imponeret over, hvad ét helt år kan indeholde. Det er jo helt uforståeligt og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor jeg skriver det her indlæg fra næste år, hvad der er sket og hvor jeg er endt. Men en ting er sikkert, jeg glæder mig og ELSKER livet og dets forunderlighed. Dets opture og nedture. Smutveje og omveje. Det hele. Jeg suger det til mig, sørger for at leve mit liv, på min måde og nyde det samtidig. Livet er nu. Og med det vil jeg slutte af og takke alle jer for at følge med i mit lille univers. I gør en verden til forskel. Tak.

 

I hører fra mig snarest. Nu vil jeg prøve at komme i gang med min eksamensopgave. Det har jeg ikke været så god til i dag… Ups. God weekend derude!

Mange tusinde knus

Cams

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.