EN GUIDE TIL mere BÆREDYGTIG MODE; BÆREDYGTIGT BADETØJ AF BEACHWASTE ELLER GAMLE FISKENET?

Introduktion til ‘EN GUIDE TIL mere BÆREDYGTIG MODE’

Jeg har en lang række af disse indlæg i tankerne, ‘min guide til mere bæredygtig mode’. Bæredygtig mode findes ikke, for det mest “bæredygtige” ville være ikke at producere noget tøj. Det ved vi dog godt, ikke kommer til at ske, så derfor guider jeg dig til at vælge dem, der gør det bedre! Dem der laver mere bæredygtig mode.

I dagens anledning, dels pga. det lækre solskinsvejr, men også fordi mit gamle indlæg om badetøj simpelthen er alt for uddateret, kommer snakken til at gå på, hvad bæredygtigt badetøj er for en størrelse, hvad er det kan være lavet af, samt hvilke seje danske brands, der har meldt sig på banen i denne produktkategori.

Som de fleste af jer nok godt kan være enige med mig i, så er badetøj virkelig en sæsonvarer. I hvert fald her i Danmark. Jeg køber selv først mit badetøj, når vi har haft de første regelmæssige solstråler og vejret er godt nok til solbadning. Det lander ikke i min kurv ét sekund før. Jeg har tidligere været god til at shoppe en ny bikini hver sommer. Den fase er jeg kommet over, men det har resulteret i en masse bikinier i en elendig kvalitet og som jeg var træt af sommeren efter. Læs: jeg havde set en ny en året efter der var flottere, så den skulle jeg da have i stedet…. H.J.E.R.N.E.D.Ø.D.T. Men måske vi i virkeligheden allesammen har været der? Eller hvad?

Vil du læse flere af mine guides til bæredygtig mode? Du kan læse første afsnit i serien lige her

Uanset hvad, så er jeg blevet klogere med tiden og ved godt, hvad jeg forventer af en bikini. Jeg vil gerne have god kvalitet, et behageligt materialer, ikke for skarpe eller for hudtonede farver, jeg synes tit de kræver en vis tan forinden og det er sjældent, jeg har det, når jeg hopper i badetøjet den første 1,5 måneds tid. I mit badetøj har jeg intet imod print eller farver. Det synes jeg faktisk kun er lidt fedt. Men med det sagt, sætter jeg også stor pris på en lækker, sort bikini. Indenfor de sidste tre år, er der jo så også kommet det krav til, at badetøjet skal være mere bæredygtigt. Særligt på materialefronten, men også meget gerne på produktionssiden. Gotta make decent jobs! Det er COVID-19 situationen og Fashion Revolution Week et levende bevis på!

Du kan læse meget mere om social bæredygtighed og Fashion Revolution Week i mit seneste indlæg.

Hvis du ikke har nogen krav til dit badetøj, så kan det være du for det efter at have læst mit indlæg her. Hvis du allerede har krav, så må du utroligt gerne dele dem med mig. Du kan gøre det her i indlæggets kommentarfelt, skriv mig en mail eller en DM på instagram @sustainablefashionfreak

Men lad os starte med materialerne. For lige præcis med badetøj, der er materialerne altså lidt tricky og begrænsede. Almindeligt badetøj er lavet enten i polyester eller nylon, og gerne blandet op med lidt elastan, så det kan strække sig og holde formen bedre. Både nylon og polyester er man-made syntetiske fibre, dvs. der ved hjælp af menneskers indblanding og bearbejdning af råolie (jep, det er det vi også laver plastik af) opstår en fiber, der kan spinnes til garn og derefter væves eller strikkes til stof. Det stof, der bliver brugt i eksempelvis dit badetøj. Denne proces er UTROLIGT energikrævende og den oprindelige ressource til materialet, altså råolien, ved vi også er en begrænset ressource og derfor tærer den ekstreme brug af den på jordens begrænsede ressourcer, samt dens mulighed for at at regenerere produktet. Fordelene ved polyester og nylon er de små mængder vand, der skal til ved produktionen, vandforbruget her er faktisk lavere end ved mange naturlige fibre såsom bomuld. Derudover er det billigt at producere, det tager godt imod farve og så er det er super slidstærkt. Så man kan jo godt forstå, hvorfor de syntetiske fibre er så populære i industrien. De udgør faktisk helt op til 60% af den samlede tekstilproduktion…

Men for lige at vende tilbage på sporet – der fik I lige lidt baggrunds- og faglig viden om polyester og syntetiske fibre generelt – så findes der på nuværende tidspunkt ikke særligt mange mere bæredygtige alternativer til polyester og nylon. I hvert fald ikke når det kommer til badetøj. Bevares, man kan da købe en 100% uld strik i stedet for at købe en med 70% uld og 27% nylon og 3% elastan, eller en smuk Tencel kjole i stedet for en kjole i polyester. Men til badetøj er det en lidt anden sag. Netop her fungerer de syntetiske materialer godt, da de er fleksible, tørre relativt hurtigt og så holder de formen både i tørt og vådt. Kan du forestille dig at hoppe i vandet i en bomuldsbikini? Det kan jeg ikke.. Jeg ser følgende scenarie: Man ligger på stranden, det er super lækkert, det bliver lidt varmt, så du tænker at smutte i vandet. Din lækre bikini sidder uh så flot, men ligeså snart du får taget dit første dyp, bliver den gennemsigtig og ALT for tung til at holde sig oppe. Dine bikinitrusser hænger nede om knæene, de vejer 20 kg, og er iskolde de næste mange timer… Kan du se det for dig? 😂 Derfor er polyester og nylon godt til badetøj. Og på nuværende tidspunkt, så findes der følgende alternativer til de to materialer, nemlig recycled polyester eller recycled nylon.

Begge materialer er bedre end de konventionelle! Det skal vi huske. De kræver mindre vand og mindre energi at producere, da materialet allerede er skabt og ikke skal bearbejdes i ligeså omfattende en grad som de konventionelle. De kan faktisk spare op til 80% af energiforbruget. De skal stadigvæk behandles, det er klart, men generelt set er processen for recyclede materialer dog mindre energi- og ressourcekrævende end de konventionelle. Derfor er de et bedre og nok det bedste bæredygtige alternativ lige nu, men det bliver spændende at se, hvor innovationen tager os hen på det her område 🤔 Jeg tænker I har hørt nok om materialerne nu, der er så meget at tage fat på, men jeg vil gerne holde det (nogenlunde) kort og forståeligt for jer. Skulle I dog have undrende spørgsmål eller noget I gerne vil have uddybet, så spørger I endelig bare løs. Giv den gas i kommentarfeltet. Der findes ingen dumme spørgsmål!

Nu vil jeg fortælle lidt om de bæredygtige brands, der har meldt sig på banen og lavet noget lækkert badetøj. Jeg har som udgangspunkt holdt mig til danske virksomheder. Men der har lige sneget sig et enkelt svensk brand ind, men de er altså også mega cool. Det håber jeg er okay.

First up er det danske mærke Woron, der laver lækkert basisundertøj o.lign. i mere bæredygtige materialer, såsom GOTS certificeret bomuld og Lenzing Modal (den her lækre bløde kvalitet, der kommer fra bøgetræ) De har valgt deres materialer med omhu for at sikre en god og holdbar kvalitet. Derudover har de også holdt sig i materialer, der sørger for at de er cruelty free og plant based, hvis det er noget man ved man vægter højt. Derudover tænker de meget over deres produktion både i forhold til miljø og mennesker. Alle materialer brugt i deres styles, hvad end det er stoffet, elastikken, etc. Så er det Oeko-Tex certificeret.

Oeko-Tex, hvad betyder det? Økologi? Svaret er nej. Men læs evt. Tanjas guide til certificeringen lige her.

Lige nu finder du deres badetøj, der består af en bikini top, trusse og badedragt i deres clearance sale. Det betyder jo nok desværre, at badetøj udgår fra deres sortiment. Men du kan stadig nå det (i nogle størrelser) for nu. Deres badetøj er i recycled polyester. Hvad den polyester er lavet af, kan jeg desværre ikke finde noget info om på deres hjemmeside længere. Hvis du vil læse mere om Woron så har jeg linket til deres website lige her.

Next up, Planet Nusa, et andet dansk brand, der primært laver træningstøj, men de har faktisk en enkelt bikini i recycled nylon, der er lavet af de her såkaldte “ghostnets”. Altså fiskenet, der flyder rundt i havet eller strander på land, og ikke længere kan bruges til deres oprindelige formål. De kan istedet upcycles til nylon garner og skabe ny værdi i eksempelvis modeindustrien. Samtidig med at der bliver ryddet op. Bikinien er sort/hvid og med deres planet-logo som print. Den er ret fin og meget enkel. Deres produkter bliver produceret i Italien på en fabrik, der er skarpe på design af sportstøj. De har et tæt samarbejde med dem og besøger dem gerne en håndfuld gange om året. Selvfølgelig ikke i disse tider, bevares. Deres produkter/produktion er ligeledes Oeko-tex certificeret og er certificeret med Global Recycled Standard. Hvis I gerne vil vide mere om Planet Nusa, kan I læse mere her og lytte til denne podcast episode, og lærer mere om brandet og historien bag.

Underprotection

Kender jeg ret godt efterhånden, ikke nok med at jeg har været kunde hos dem i 3-4 år, så har jeg faktisk lavet casesamarbejde med dem på studiet. Det er Sunniva og hendes mand, der står bag Underprotection, de har også et team bag sig, men det er de to, der kører det helt store maskineri. Hun ville gerne gøre op med, at bæredygtigt undertøj altid skulle være så beige og basic. Hun ville vise, at det godt kan have blonder, print og mere eksperimenterende snit. Det må man sige, at hun har fået bevist med Underprotection. Deres badetøj er lavet i genanvendt polyester og i år er de kommet ud med nogle virkelige fine, striber på deres designs. Jeg er en sucker for et godt stribet print! Underprotections udvalg breder sig både fra det meget simple udtryk til det mere feminine med flæse- og bindedetaljer. Så der er lidt til en hver smag og behov. Underprotection får produceret deres badetøj i Kina, og så er det både Oeko-tex certificeret og certificeret med Global Recycled Standard. I kan se udvalget her.

Copenhagen Cartel 

Er MEGA cool. Det er Katrine Lee Larsen, der står bag det københavnske swimwear brand, der har fokus på bæredygtighed, aktivisme og god kvalitet. De laver badetøj i recycled nylon, der kommer fra de tidligere nævnte ghostnets og så er det produceret på Bali i tæt kontakt med fabrikken. Her har Katrine været med til at lave en hulens masse arbejde, og så er der sørget for et socialt bæredygtigt samarbejde således, at produktionen og salget af produkterne kommer folkene i nærområdet til gode. Det er fandme next level bæredygtighed og jeg er KÆMPE fan. Derudover har hun brugt Corona-times til at arbejde på udviklingen af en NGO og det synes jeg personligt lyder VILDT spændende. Katrine, hvor signer jeg up? I kan lytte til meget mere om det i denne podcast episode, hvor Katrine i egen høje person gæster og fortæller om planerne for Copenhagen Cartel. Jeg fik selv æren af at snakke med Katrine under Fashion Week tilbage i januar og jeg må bare sige, at her finder I altså et styks passioneret menneske, der ikke gør sig tilfreds med det næstbedste! Hun er mega cool og jeg glæder mig til at følge med i deres rejse. I kan se CPH Cartels udvalg af badetøj lige her.

Dedicated (svensk)

Er et super cool svensk brand som jeg faktisk stiftede bekendtskab med gennem mit arbejde som butiksassistent i BeAwear. De laver også badetøj, der er lavet af genanvendt polyester fra PET-plastikflasker og er produceret i Kina. De er et super cool brand, der arbejder benhårdt med certificeringer og andet bæredygtigt, velgørende arbejde. Derudover bryder de virkelig også med det billede man måske har af bæredygtigt tøj. De går all in på farver, print, provokation, tekster, o.lign. Det er vildt fedt, bestemt ikke alles smag, men det kan noget. Personligt er også mange af deres ting jeg ikke bryder mig om. Men deres badetøj, det kan noget! Udvalget kan I tjekke lige her.

Derudover fandt jeg lige ud af, at Moshi Moshi Mind har lidt badetøj i recycled polyester. Eksempelvis den her prikkede badedragt der bare er helt vildt fin!

Der findes også mere bæredygtigt badetøj hos større brands som Arket, Adidas og H&M, men hvis der er noget Corona-times har lært mig, så er det, hvor hammer vigtigt det er, at vi bakker op om de brands, vi ønsker skal fortsætte deres gode arbejde! Så mit råd er her, overvej lige de dejlige, danske og dygtige, bæredygtige brands først. Pls! 😉

Jeg håber I har nydt at læse med og er blevet klogere på, hvor jeres næste bikini/badedragt skal komme fra? Personligt har jeg kigget meget i retning af Copenhagen Cartel. Jeg har på nuværende tidspunkt en skøn underdel, men altså, jeg savner en overdel, der har det helt rigtige snit, og den tror jeg, at jeg har fundet der.

Jeg håber I nyder solstrålerne og har den dejligste pinse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.