Looking For Alaska // Litteratur

Hej med jer derude,

Dagens søndagshygge indlæg er igen en boganmeldelse – og igen af en John Green roman. Men denne gang er det bogen “Looking For Alaska” jeg har tænkt mig at anmelde.

Jeg blev færdig med bogen for nogle måneder siden og jeg lover jer! Den var så god. Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig, og før jeg vidste af det havde jeg læst den færdig på en halvanden måned…. Hvad man skal huske på er, at jeg for det meste læser, når jeg er på arbejde. Derfor blev jeg overrasket over, hvor meget jeg rakte ud efter bogen og hvor hurtigt jeg så blev færdig. Denne gang blev jeg virkelig fanget og jeg blev kun positivt overrasket oven på den fiasko som jeg nu en gang synes “Paper Towns” var.

Denne gang blev jeg fanget med det samme og jeg tror det var fordi, at karaktererne var meget mere dynamiske. Anderledes og så forskellige, men alligevel kunne de blive en lille vennegruppe. Den handler igen om alt det, jeg godt kan lide, unge mennesker, ungdommen, håbløs kærlighed og alt det gode drama. Romanen er spækket med konflikter, følelser, humor og tragiske skæbner. Og jeg er helt sikker på, at det var de ting, der motiverede mig til at læse videre. Det fede ved fortællingen var, at der hele tiden var nogle ubesvarede spørgsmål, man ønskede at få svar på. Det var ulideligt til sidst – i hvert fald for mig. Men på en god og rigtig gennemført måde. Selvom det var ulideligt og man aldrig rigtig får et svar, føler man alligevel, at historien bliver rundet ordentlig af. Den efterlod mig (ligesom The Fault In Our Stars gjorde) med en helt tom følelse. Men samtidig med kroppen proppet med alle slags følelser.. Det er svært at forklare. Det er ligesom om, at historien efterlader dig med så mange forskellige indtryk og følelser, at det føles helt ustyrligt. Men samtidig føles man også så tom fordi, man nu har givet slip på de forskellige karakterer og deres historie. Der for mit vedkommende nåede at fylde rigtig meget rigtig hurtigt og forlod mig igen før jeg vidste af det. Men den gjorde klart et indtryk og satte tankerne i gang og det er lige præcis det, jeg sætter pris på ved en roman. Det er på den måde, jeg ved, at den er god!

Jeg vil virkelig anbefale jer at læse Looking for Alaska. Den er virkelig god og det er virkelig tiden værd at læse den. Jeg sad ikke tilbage med en følelse af skuffelse, tværtimod. Min yngste søster har også læst bogen (bare på dansk) og hun kunne også rigtig godt lide den. Så jeg er ikke alene. Desuden sætter den ting i perspektiv og det er altid sundt lige at træde tilbage og tænke over den situation man er i, samt være taknemmelig for de ting man har.

Bogen kan købes i Arnold Busck og andre bogshops Bog & Idé bl.a. til 129,95 kr og den fås både på dansk og på engelsk. Hvis I er i tvivl om, hvordan den ser ud, så har jeg indsat et lille billede her.

book_cover_looking_for_alaska

Jeg har ikke tænkt mig at sige mere, da jeg vil komme til at afsløre ting, der vil ødelægge oplevelsen for jer. Så I må have god læselyst og skriv endelig nogle gode romaner/noveller nede i kommentarfeltet, så jeg har noget nyt at gå i gang med, når jeg bliver færdig med John Green bøgerne.

God søndag til jer alle og så ses vi næste gang til et lækkert Thailand blogpost.

Kys

Cams

Follow on Bloglovin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.