MÅNEDENS PLANER, DRØMME OG MÅL // MARTS 2020

Jeg er tilbage her på platformen efter en måneds stilhed. Jeg skal altså altid lige ind i en ny rutine, når først studiet starter… Men en hel måned er fløjet forbi, og jeg fatter altså aldrig, hvor hurtigt tiden går. Februar er fløjet afsted og har været fyldt med spændende møder, snakke om samarbejde, en uge til Amsterdam, hygge med venner, business-udvikling (to af mine veninder fra studiet og jeg brygger på en virksomhedsidé som jeg virkelig ville elske blev til virkelighed) Det har været HELT fantastisk. Idéerne flyder, jeg skal bare lige have tiden tilbage, så jeg også kan handle på det. Tiden forsvinder bare mellem hænderne på mig… Øv altså.. Jeg scorede også billetter til Harry Styles koncert i maj. Derudover blev det også måneden, hvor jeg tog hul på mit #lowbuy2020 og købte et par jeans. Et par lækre sorte, 100% bomulds jeans i en vintagebutik i Amsterdam. Jeg har boet i dem lige siden jeg kom hjem, så helt sikkert et godt køb. Derudover så går de rigtig godt med alt jeg har i min garderobe på nuværende tidspunkt. Februar har virkelig været en god måned både for SFF og privat. Jeg blev faster for en uge siden og vi fik ham at se i søndags. Han er det skønneste!

Februar har også været en måned der er blevet præget en smule af frustration. Frustration over studie, studievalg, studieskift, kvote 2 ansøgninger, studie i forhold til bopæl, gik det for stærkt med at flytte, etc. Ingen af tingene er noget jeg kan lave om på, så jeg prøver at tage det roligt, ikke bekymre mig for meget og bare tage en ting ad gangen. Derfor står weekenden på skrivning. Ikke til bloggen, men til en motiveret ansøgning, der gerne skulle lande i CBS’ indbakke inden 15. marts og i sidste ende lede til en studieplads. Kryds fingre for mig!

et lille glimt fra Amsterdam

Og nu skal I høre hvad marts ellers har at byde på, udover kvote 2 ansøgninger:

Marts er, i mit tilfælde, FYLDT med fødselsdage! Nicolai har fødselsdag, Nicolais mor har fødselsdag, min søster, min far og min mor har fødselsdag og til sidst har skønne Tanja fødselsdag. Så der skal spises kage og boller, hygges ekstra godt og måske synges lidt fødselsdagssang? Er der andres kalendere, hvor det ser lige sådan ud? Pls, let me know.

Derudover har jeg hele TRE weekender i aarhus i marts. Det har taget lidt overhånd, men det er simpelthen bare et fantastisk godt bud på, når timing bare IKKE er der… Men uanset hvad, så bliver det mega hyggeligt 💕

I søndags d. 1. marts, så jeg min lille nye nevø. Han var bare den skønneste lille klump guld og bekræftede mig kun endnu mere i, at jeg skal have børn. Det føltes så naturligt og så rigtigt at have ham i mine arme #skruklevel100

Jeg har et event med Female Invest (som jeg blev medlem af i januar) i morgen, onsdag. Kvinde kend din kurs, hedder det, og er en introduktion til investering. Det glæder jeg mig vildt meget til og jeg synes virkelig at kvinderne bag Female Invest er for seje! Det er cool sh*t de har gang i.

Derudover har meldt mig som model hos Beauty Avenue (økologisk og certificeret beautyklinik på Frederiksberg) De søgte modeller til træning af sugaring på ben og altså mine hår på benene har ikke set skyggen af en skraber, el.lign. de sidste mange måneder, så jeg opfyldte kravene og glæder mig som et lille barn til at prøve sugaring af! Jeg har længe overvejet den hårfjerningsmetode, da min hud virkelig ikke er glad for barbering. Sidst jeg barberede mine armhuler, sved de, blev røde og brændte nærmest. Så det har jeg bandlyst. Det samme skete kort tid efter på mine ben… Så jeg håber at sugaring kan blive min perfekte løsning.

På lørdag skal jeg fejre min kære Nicolais 24-års fødselsdag 🇩🇰 Det bliver mega hyggeligt og jeg glæder mig allerede helt vildt!

D. 13. marts er jeg inviteret til åbning af RAA Aarhus’ nye lokaler i Badstuegade og jeg glæder mig helt vildt meget til at se, hvad Anna og Anne får bakset sammen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver så godt for dem at rykke ned i Latinerkvarteret. Ned til alle de andre skønne butikker i samme område. Det bliver simpelthen bare en fantastisk grøn oase i Latinerkvarteret.

D. 15. marts er ansøgningsfristen for optage på kvote 2, så jeg er allerede gået i gang med at brygge løs på motiverede ansøgninger, etc. Kryds lige fingre for, at alt går godt!

Slutningen af måneden byder også på en lille eksamen, da vi afslutter vores første valgfagsforløb. Det bliver enten d. 19. eller 20. marts.

Og så kom der faktisk en invitation i min indbakke her den anden dag fra brandet ECHTE, der inviterer til event d. 31/3. Så det glæder jeg mig til at se, hvad bliver for en størrelse. De har givet os formiddagens program, men det er altid lidt sjovere at opleve det, end at læse det på en invitation. Jeg tænker at tage jer med, vil I det?

Derudover bliver der jo faktisk også holdt Fair Festival i Aarhus d. 27.-29. marts. Jeg går stadigvæk og grubler over, om jeg skal tage med eller ej…

nåede lige at hapse endnu et par fastelavnsboller

Mål for marts

  1. Få lavet en make-over på bloggen, eller i hvert fald få igangsat den, så jeg kan få det lige som jeg vil have det! Layoutmæssigt.
  2. Få lavet lidt mere indhold til mine kanaler end i februar
  3. Få trænet de to gange om ugen som jeg har sat mig for. Det er gået rigtigt godt indtil videre, så ønsker bare, at det fortsætter sådan!
  4. Og til sidst håber jeg på at komme igang med et strikkeprojekt!
  5. Arbejde fokuseret, så jeg kan bruge weekenderne med min familie og Nicolai og være til stede og fejre deres fødselsdage med god samvittighed.

Så det var marts i grove træk. Der skal helt sikkert nok komme mere på, jeg har også nogle planer mere behind the scenes. Men intet er fastlagt endnu, så nu må vi se, hvad det bliver til.

Hvad byder jeres marts på? Noget vildt, eller er det bare helt stille og roligt? Jeg føler altid at januar og februar list er en dvale tilstand, hvor man lader op, planlægger og gør klar, og så løber det hele af stablen, alle arrangementer o.lign., de næste tre måneder frem til sommer. Har jeg ret?

Uanset hvad, så håber jeg, at I får en fantastisk uge og en fantastisk marts måned 💕

2 kommentarer Tilføj dine
  1. Nu hvor marts måned snart er ovre, må det virkelig være mærkeligt for dig at læse dette indlæg igennem. Hvor er det vildt, hvor meget tingene kan ændre sig på kort tid. Jeg håber dog, at du alligevel nåede nogle af dine målsætninger – og du selvfølgelig fik sendt dine kvote 2 ansøgninger af sted 🙂

    1. Tak for din søde kommentar Celine, du mindede mig lige om at tage et kig tilbage på indlægget. Jeg havde godt tænkt tanken, men fik det ikke lige gjort. Det er så skørt… Hvordan det hele bare er vendt 180 grader. Men jeg har trods alt holdt fast i mine målsætninger og nåede begge ansøgninger! Så det var jo glædeligt trods alt! Håber du har det godt i de her skøre omstændigheder <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.