UGEN DER GIK #13

Hej venner,

Ugen der gik er tilbage. og vi klør bare på med det samme, vi har nemlig lige nogle dage/uger vi skal have indhentet 😉 Jeg har nemlig holdt totalt ferie, mens jeg var hjemme hos mine forældre og jeg må sgu indrømme, at det var lige hvad jeg trængte til. Det var simpelthen SÅ dejligt. Men nu er jeg klar igen og tilbage i rutinen (også efter en gang sygdom mandag-tirsdag) Enjoy!

Mandag d. 16. april

Ja det er godt nok lidt længe siden nu… Men jeg husker denne dag klart og tydeligt! For det var nemlig en dag, hvor både antal af views og antal besøgende her på bloggen gik TOTALT amok og slog rekorder!! Jeg havde nemlig ugen før skrevet om app’en Tradono som jeg er KÆMPE fan af (du kan læse det indlæg HER) og det havde bestyrelsen fra Tradono opdaget og delt i deres LinkedIn univers. Så det strømmede ind med besøgende og tallene fes bare derud af. Jeg kunne slet ikke følge med og jeg var ved at sprænge af glæde. Det var HELT VILDT! Og jeg lavede sågar en opdatering på min Instastory, som jeg også har gemt under højdepunkter, så der kan I høre en dybere forklaring på det hele <3 @sustainablefashionfreak

Klokken 17 skulle jeg på arbejde, og så var der ikke så meget mere ved den dag.

Tirsdag d. 17. april

Her var jeg på arbejde fra 11.30-20. Jeg kan ikke rigtig huske hvad jeg ellers lavede denne dag. Men det var nok fordi der ikke skete så meget andet end job. En ting jeg dog gjorde meget denne dag og resten af ugens dage, det har været at lytte til denne søde sang fra Zayn.

Onsdag d. 18. april

Her ved jeg med sikkerhed, at der ikke skete andet end job. Jeg var nemlig på arbejde fra 9-22. Det var dog en sindssyg god vagt. Vi var godt med den dag, vi fik varer og om aftenen var der sindssygt travlt. Det var vildt fedt, men hårdt og vi KNOKLEDE! Vi kunne nok godt have haft brugt en ekstra mand på. Men vi klarede den og lukkede til tiden. Og solen skinnede jo som en sindssyg den dag! DET VAR SÅ LÆKKERT VEJR!

Torsdag d. 19. april

Her skulle jeg sørme hjem. Hjem til mine forældre for at holde ferie. Så hele morgenen brugte jeg på at pakke mine ting. Og klokken 12.05 skulle jeg med Kombardoexpressen. Men da jeg var noget helt ned til færgehavnen, kunne jeg se på det store skilt at færgen med afgang klokken 12.35 var aflyst… Men det kunne jeg ikke forstå, for jeg havde ikke modtaget nogen sms om, at min bus var aflyst. MEEEEEEN lige som jeg tænker den tanke tikker sms’en ind og min afgang var aflyst. Så jeg gik hjem igen og ventede til næste afgang 13.35, hvor jeg havde fået en plads. TYPISK.

Men jeg kunne ikke gå og surmule, for vejret var altså FANTASTISK! Og i mens jeg ventede på bussen (igen) så kunne jeg smide jakken uden at fryse og bare nyde solens stråler. Så dejligt. Solskinsvejret betød også, at vi havde den smukkeste tur fra Aarhus til Odden. Det var helt vildt befriende endelig at have nogle gode solskinsdage. Og resten af turen fra Odden til Helsingør gik så fint og problemfrit, og før jeg vidste af det, var jeg hjemme hos min dejlige familie <3 Min moster var faktisk på besøg, så det var bare ekstra hyggeligt. Elsker min familie!

 

 

Og hallo! Tradono begyndte at følge mig på Insta <3

Sent på aftenen gik jeg en tur med dejlige veninde Julie, hvor vi fik os en rigtig god og lang snak om det hele <3 Jeg er så taknemmelig for, at jeg har nogle mennesker i mit liv som jeg kan dele alt med. Og omvendt også føler, at de kan dele alt med mig!

Fredag d. 20. april

VAR EN AF DE DAGE JEG ALDRIG VIL GLEMME!!!

For kære venner, jeg var til Sam Smith koncert i Royal Arena og det var HELT IGENNEM FANTASTISK! DEN BEDSTE KONCERT JEG NOGENSINDE HAR VÆRET TIL! UDEN TVIVL!

Og ved I hvad det bedste er? Jeg har ikke én eneste video derfra eller billeder. Jeg har gemt det hele i mit eget indre fotobibliotek og jeg må sige, at jeg aldrig har husket en koncert så godt, eller at en koncert har gjort så stort indtryk på mig før. Og det hænger måske (?!) sammen med, at jeg ikke har oplevet 2/3 af koncerten gennem skærmen på min telefon. Det føltes bare SÅ fedt at være til stede, og faktisk i begyndelsen af hans koncert (inden han går på) der beder han faktisk om, at folk lægger telefonerne fra sig og nyder øjeblikket. Og jeg må sgu give ham noget credit, for Sam Smith var for sindssyg, han var nærværende, rørt, smilende, energifyldt og selvfølgelig også pisse dygtig. Det var så smukt det hel og han kom virkelig godt rundt om begge hans album. Jeg havde vitterligt ikke nogen følelse af, at han liiiiige manglede noget. Det var så godt og jeg havde den bedste aften sammen med min søster Kathrine. Vi fik skrålet og skreget og spist popcorn og selvfølgelig drukket en masse vand!

Men altså koncerten var faktisk ikke det eneste jeg fik lavet den fredag. Jeg fik også gået en dejlig tur sammen med min mor nede ved Kronborg. Det var dejlig solskinsvejr og vi fik snakket om alt mellem himmel og jord. Jeg fik også købt en ny deodorant helt fri for farlig kemi (tjekkede den på kemiluppen) og det var faktisk generelt dét, jeg brugte min dag på at browse rundt i app’en Kemiluppen som jeg har tænkt mig at skrive et indlæg om i fremtiden.

Lørdag d. 21. april

Lørdag vågnede jeg tidligt og blot en halv time efter jeg var vågnet, spurgte min far om ikke jeg ville med ud til farmor. Det takkede jeg selvfølgelig ja til. Der er ikke noget bedre end solskinsdage i min farmors have. Det er simpelthen så dejligt. Så vi tøffede ud til hende, spiste morgenmad, havde havedag (jeg lavede dog mest kryds og tværs og drak sodavand) spiste frokost og lækre flødeboller fra Spangsberg.

Alt i mens vi var ude hos min farmor, smuttede min far og jeg ud og hentede en motorcykel i Birkerød, som han skulle låne til Karolines konfirmation, og tilbage igen. Og jeg var kort tid efter ude at køre igen, jeg skulle nemlig hente Kathrine (og hendes kæreste) i Helsingør, køre dem til Hillerød og tilbage igen til farmor. PYHA. Men det var simpelthen sådan en dejlig dag alligevel. Totalt afslapning <3

Søndag d. 22. april

Søndag stod i afslapningens tegn. Jeg var tidligt oppe og til bodyflow kl. 08.45, og lige som jeg blev færdig med holdet og trådte ud af døren, stod Amalie (min skønne veninde) klar ude foran til at overraske mig! <3 Det var simpelthen så dejligt lige at få en krammer og et godt grin! Jeg mødte også min søde Julie inden hun skulle til sin træning, så dejligt at møde folk man kender. Da jeg kom hjem stod den på forberedelse til konfirmationen på fredag! Vi fik lavet servietter/bordkort og de blev simpelthen SÅ fine. Efter vi fik fikset dem, så gik vi allesammen ud i solen og sad og hyggede med musik og en god is.

Der tikkede også en besked ind fra en der hedder Søren, som er tidligere manager i Fitnessdk her i Helsingør. Han er sådan et sødt og sjovt menneske og jeg lærte ham at kende, dengang jeg deltog meget på TRX holdene i fitness. Her var han nemlig instruktør. Han ville gerne have mig med til én af sine træningerne. Så det skal jeg i løbet af den kommende uge og jeg er lidt bange, for han er altså ret hardcore 😛 Så jeg kommer nok hjem med spaghetti krop…

Og om aftenen så jeg Abdel Aziz Mahmouds dokumentar til DR2 “Helvedes Homo” sammen med Cecilie og Karoline. Det var utroligt god og gennemført dokumentar, og så var den selvfølgelig også tankevækkende. Giv den et skud. Man kan se den på DR TV lige HER.

Tak fordi I læste med og god weekend <3

Mange kys

Cams

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.