UGEN DER GIK #16 & #17 // SOLSKIN, ÅRETS FØRSTE GRILLMAD & STORE BESLUTNINGER

Hej venner,

Jeg har været så snu at slå to uger sammen, da jeg ikke gider give jer to ugen der gik indlæg med så kort mellemrum. Så nu får I to uger på én gang. Påske ugerne. De var altså gode ved mig. Jeg fik bare slappet rigtig meget af, læst en hel bog, læst videre på en anden bog, slikket lidt solskin, spist det første grill mad i år, gået ture i solskin og nogle dage ligget i sengen i flere timer og så har jeg drukket mig fuld og danset hele natten med de bedste venner fra gymnasiet! Jeg havde vitterligt bare brug for en pause. En pause fra studiestress, deadlines og uendelige opgaver. Det var ligesom om, at det ingen enden havde… Så jeg har egentligt ikke lavet en skid. Jeg har bare været til genopladning, hygget med min egen familie, Nicolais familie og også bare mig og ham 💕 Så dejligt.

Der var gode middage, gode snakke (bl.a. en god snak med den sødeste Tanja) og påskefrokoster.

Min søde veninde Julie holdte også en lille fødselsdagsbrunch påskedag. Vildt hyggeligt og med rigtig dejlig mad. Hun disker bare altid op med en masse lækkert og vi er altid mega imponeret. Denne gang var ingen undtagelse og så var vejret også med os, så vi kunne sidde ude og spise. Og kan I gætte, hvad jeg gav hende i gave?? Et lille Sustain Yearly magasin. Jep, og det faldt i god jord 👏🏼 Så tak til Sustain Daily for at have lavet det smukkeste magasin (igen) i år.

Påsken bød også på nedture og store beslutninger, så bare rolig, mit liv var ikke lutter lagkage al tiden 😅 Nej påsken blev også tiden, hvor jeg sagde mit job i Be Awear op. Ingen vilde dramaer eller noget. Bare en rigtig sund beslutning. En beslutning jeg tog for mit eget helbreds skyld. Så det blev enden på det kapitel og jeg kan hilse og sige nu, at det var en rigtig god beslutning. Det fyldte bare mine tanker ALT for meget, det gjorde mig usikker og stressede mig bare for vildt, så det var bare ikke lige nu. Nu havde jeg så håbet, st jeg havde holdt fast i min instruktøruddannelse jeg startede på tilbage i september, men man kan sgu altid være bagklog….

Efter påsken stod den jo atter på studie. Men heldigvis er vi snart færdige. Vi påbegyndte sidste modul på andet semester i tirsdags, så vi går gode tider i møde. Der er ikke lang tid til eksamen, så en sommerferie og så er jeg halvvejs med studiet (JA, TAK!) Jeg glæder mig til at være færdig 🙈 Ja, det lyder måske skørt, men jeg kan altså bedre lide at arbejde… Men heldigvis er det modul vi er gået i gang med SUPER spændende og lige min force!! Nemlig bæredygtige designmetoder 👏🏼 Så jeg har siddet og arbejde med materialestrategi hele weekenden og jeg har elsket hvert sekund af det! Der er jeg altså bare i mit rette element! OG DERUDOVER så laver vi casesamarbejde med Underprotection, så jeg var helt oppe at køre, da jeg så opgaveformuleringen!! Nu får mit lille bæredygtighedsnørdehjerte endelig lov til at komme til sin fulde ret!

Men igen, det hele har ikke været optur, for som I måske ved, så her jeg virkelig haft en underlig periode de sidste par måneder. Jeg har været træt, sur, ked af det, umotiveret og bare haft svært ved at nyde de gode øjeblikke og alle de fantastiske ting der lander i hænderne på mig. Jeg har ikke kunnet finde mig selv og heller ikke kunnet hive mig selv op af det hul, jeg selv har gravet. Jeg har følt at jeg havde for lidt timer i døgnet, men alligevel fik jeg ikke lavet en skid andet end at ligge og lave ingenting. Jeg har stresset over ufærdige opgaver i stedet for bare at gøre dem færdige… Jeg har brugt meget tid på at tænke, bekymrer mig, stresse mig selv og det er endt ud i et stort sort hul, jeg desværre (denne gang) ikke selv har kunnet komme ud af. Jeg har haft brug for hjælp denne gang og i onsdags rakte jeg ud til min mor. Snakkede med hende om hvordan jeg havde det, hvordan jeg ikke følte mig motiveret, selvom jeg har masser af fede ting at se frem til og lave. Hvordan jeg er træt uden at have lavet noget. Hvordan jeg har manglet glæde i og drive i min hverdag. Hvordan jeg har følt, at jeg ikke har kunnet dedikere mig 100% til noget. At det hele føles lidt halvt. Og efter den snak lavede vi en aftale. En aftale hun også blev en del af, for den her kan jeg ikke klare selv… Desværre. Og nu har den stået på for længe! Heldigvis er det kun gået fremad siden i onsdags. Så det tegner godt!

 

Og nu vil jeg spare jer for alt mit sludder og i stedet give jer nogle billeder!  God fornøjelse 💕

Nicolai og jeg fik bestilt ferie til Bornholm, så gode fif tages imod med kyshånd 💕

jeg fik læst Abdels bog: hvor taler du flot dansk. nem og sjov at læse. og som bonus stod den også på min læseliste for 2019, så nu kan jeg tjekke en mere af!

jeg har skiftet teleselskab, så nu bliver jeg kunde hos GreenSpeak, der stemmer sindssygt godt overens med mine værdier 👏🏼 

lækker fødselsdagsbrunch hos min veninde Julie 💕

blomster og træer springer ud alle vegne.

jeg har holdt min fætters mega seje kæledyr 🦎 den lignede en lille drage.

har søgt praktik og det går indtil videre meget godt.

første dag efter påsken og jeg var ikke helt alene om ikke at være helt klar.

fredag bød på solskin, 22 grader og event hos Langsamt i forbindelse med Fashion Revolution Week.

 

Det var hvad jeg havde i denne omgang! Tak fordi I har læst med til nu. Jeg ønsker jer alle en glædelig torsdag.

Mange knus,

Cams

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.